Getaway til Færøerne


Langt størstedelen af det fotokunst vi har hos Atelier Vilhof er fra vores rejser. Derfor virker det også naturligt for os at dele fortællinger fra vores eventyr.
I oktober 2020 tog vi en fantastisk lille getaway til Færøerne. Vi oplevede alt hvad vi kunne nå på 6 dages rejse og hvad der var åbent og tilgængeligt i oktober. Dels er sæsonen lukket i oktober måned og dels er det sæson for fårslagtning. Vi oplevede faktisk flere steder, hvor en seværdighed for eksempel en café er åben resten af året men i oktober bliver brugt eller måske personalet bliver brugt til at hjælpe med slagtning af får.
Flyveturen til Færøerne er kun ca. 2 timer, så det var en nem rejsetid. Vi var blevet advaret om at der kan være ubehageligt at lande, men i vores tilfælde gik det smooth og fint.

Skáli

Hjemmefra havde vi booket to forskellige hytter at bo i. Den første hytte var et rigtig hjem (altså ikke kun en bolig turistudlejning). Husets ejer er fisker og havde endda givet os lov at smage på de fisk, han havde i sin fryser.
Huset lå tæt til fjorden ved Skáli. Jeg var naturligvis på stranden og fandt et par fine små konkylier. Vi fandt også søpindsvin, med de var så porøse at de nærmest smuldrede når vi samlede dem op.
Mine små konkylier, skulle snart se sig slået da vi gjorde holdt ved den lille lokale havn. Her mødte vi en ældre fyr, der med sine forfrosne fingre gjorde fiskeliner fyldt med snacks klar til fangst. Han viste os stolt sin maskine hvor han smed de smukkeste gigantiske konkylier i, og ud kom kun slimdyret mens selve skallen blev smadret i småstykker. Jeg kunne nok se at vi ikke var helt enige om hvilke en af de to dele der er guldet, men fair nok jeg er bare tosset med naturens dekorative pynt.
Vi vandrede til toppen af Sættaratindur. En meget smuk, og lidt hårdt vandretur. Det siger nok sig selv at når man skal til toppe så går det op af, så første halvdel var meget op ... og anden halvdel meget ned ... Det kunne mærkes i benene. Udsigten fra toppen er virkelig smuk, og turen værd. På turen skal man være opmærksom på tågen. Der kom jævntligt en lille sky forbi, som skjulte udsigten. Hvis vi gav den et par minutter forsvandt den så hurtigt som den var kommet og så var der udsigt igen. Sættaratindur er Færøerne højeste bjerg med sine 880 meter.

Gjogv

Vi havde lejet en bil og kørte på udflugt. De små bygder ligner noget fra en film, så selvom ofte ikke er andet end et par charmerende huse og typisk en smukt beliggende kirke så er det en oplevelse. Vi besøgte Gjogv. Her sad vi lidt på Mary's bænk, som kun er værd at tag til for at nyde udsigten. Bænken er altså ikke noget særligt. Gjogv har en smuk naturhavn. Det er en lidt stejl trappe som følger ned i vandet så skibe og gods kan komme den vej. der var lavvandet da vi var der så vi kunne gå helt ned og gå i vandhøjde langs trappen.
Havets farver på Færøerne er uendeligt smukke. Nuancerne svinger i petroliumsblå farver og de meget store tangplanter bevæger sig i bordaux farver. Det er virkelig en palette, jeg drømmer om at benytte i hele mit hjem.

Klaksvik

Den nordligste og næststørste by på Færøerne er Klaksvik. Her slentrede vi en tur forbi bryggeriet og den utrolig smukke kirke. Ved siden af turist-infomationen ligger en lille lokal strikkebutik. Bag byen ligger ligger et lille bjerg, hvor vi gik en tur. Det er en meget rolig vandretur, hvor vi egentlig kun var udfordret af at der var mudret (husk på vi var der i oktober, jeg forestiller mig ikke at mudder er et problem på andre tider af året). På begge sider af bjerget er der udsigt. Hav til den ene side og overblik over Klaksvik til den anden side.
Jeg vil stadig påstå at vi derfra kunne så et stort havdyr, men vi er ikke enige om det var en hval eller måske en sæl. Måske var det bare havets bevægelse. Uanset hvad så var det en skøn tur med en fantastisk udsigt med havet mellem de bjergklædte øer.Vi sluttede vores besøg i Klaksvik med kaffe og kage på den lille hyggelige café Frida's.

Hvannasund

Fra Hvannasund sejler en lille færge til øerne Svinoy og Fugloy. Vi tog med færgen på en rundtur. Vi havde taget vores picnic kurv med og hyggede rigtigt på færgen. Det var en fantastisk tur at sejle mellem øerne, nyde udsigten og se til når skibet på losset og lastet af de meget få indbyggere på de små øer. Det er vildt at tænke på hvor anderledes livet er når man vælger en tilværelse på en nordlig ø, med ganske få andre indbyggere.

Saksun

Saksun er en helt vidunderlig smuk bygd. Bygden ligger for enden af en indersø, som løber ud i havet. Der en skøn gå tur langs søen ud til søens udmunding til havet. Det er en dejlig tur, som bedst gåes når der er lavvandet. Det er svært at finde ud af vandets tidspunkter. Så min anbefaling er at tage dertil og nyde udsigten. Ved turens startsted hænger en oversigt over tidevandets tider. Det viste sig at vi kom et par timer for tidligt. det var nu ikke noget problem, når bare man har fodtøj til at komme gennem lidt mudret terræn.

Gasadalur

Herfra skiftede vi vores lille fiskehytte ud med et lækkert nybygget hus i Gasadalur. Også en anbefalesværdig lille bygd. Vi boede meget tæt på hvad der i folkemunde kaldes instagram-vandfaldet. Her var vi både nede i meget tung regnvejr og næste dag i bedre vejr. Det bedre vejr er naturligvis rarest at færdes i, men regnvejret satte også en scene der kunne noget omkring vandfaldet.
Nær Gasadalur ligger bygden Bøur. Hvis du er til vinterbadning må du gøre holdt her. Det er blandt de absolut smukkeste strande jeg har badet ved. Der er sort sandstrand med udsigt til havets klipper. Tæt ved ligger et fint og varmt offentlig toilet, så det var nemt tilgængeligt i forhold til at skifte tilbage til varmt tøj.
Vi vandrede Tralapintrail, som er en gåtur langs den største indersø på Færøerne ud til den meget store klippe, hvor de gamle trælle i gamle dage endte deres dage. Når de ikke længere var gavnlig blev de ført hertil for at de kunne gå ud over klippen og ende deres dage i havet under. Det er en voldsom historie som virkelig kan mærkes når man står på toppen og mærker den kraftfuld vind suse omkring en. Turen fører tilbage forbi et smukt lille vandfald. Turen ligger på privatgrund og derfor er der opsat betaling på 200 kr. pr. person. det føles af meget når man står der ved indgangen og tænker det er en gåtur, men turen er meget smuk og det er tydeligt at der bliver arbejdet på at gøre det tilgængeligt med gode stiforhold osv.
I Sandavagur fandt vi en lille perle af en café. Du kender det sikkert, når man rejser og finder det her fantastiske sted som du bare må tilbage til flere gange. 'Fisksstykkid' er et gammelt pakhus til klipfisk, som har beholdt det autentiske udtryk og med et simpelt og fint menukort tilbyder de lækreste retter. Tilsammen nåede vi faktisk igennem hele menuen. Fiskesuppen eller rugbrødsmadderne med fisk var vinderne hos mig. Vi besluttede at hænge ud i regnvejret, så vi kom også gennem udvalget af kagerne. Også de var vidunderlige. Alt service er fra en lokal keramiker, og havde det været til salg herfra havde jeg nok købt det hele. Vi blev anbefalet at finde det hos óstrøm i Torshavn.

Torshavn

I Torshavn skal du besøge den gamle bydel. Det er onkring Reingøta. Det føles lidt som at være med i en julekalender optagelse eller ved et ægtejulemarked. Vi savnede kun den varme glögg. Der sker ikke rigtig noget i gaderne her, der er bare virkelig fint.

Shopping i Torshavn

  • Gudrun Gudrun her brugte vi en del tid. Det er nærmest umuligt at være blandt de helt fantastiske sweatre. De er bløde og farverige og skønne. Også særligt bløde uldsokker fandt vi her. Da jeg nåede at opdage hvor lækre de var og at der er væsentlig prisforskel til onlinepriserne blev jeg meget glad over at finde et lille udvalg i lufthavnen på turen hjem.
  • Óstrøm en lækker lille designbutik på havnen. Det er her det viste sig vi kunne have købt den smukke keramik fra Fisksstykkid. Jeg købte det ene af mine hjembragte fårskind her.
  • Steinprent er nabo til óstrøm er et arbejdende værksted og galleri med litografier. Så spændende sted at gå på jagt i udvalget. Den designpassionerede ejer hjalp os videre med spændende tips til byen.
  • Einstakt er i samme kategori som Gudrun Gudrun. Det er lækkert håndstrikket og moderigtigt. Du kan både købe færdigt tøj eller opskrifter til selv at kaste dig over. Jeg gik nu med det færdigstrikket. At strikke er stadig på min 'fremtidsøveliste'.
Vi drak en dejlig kaffe og spise en let frokost på Brett Café. Lad dig ikke skræmme af det lidt kedelige ydre, indefra er det en fin café. Også Paname som ligger i forbindelse med byens gamle boghandler er et godt kaffested.
Vi erfarede at hvis man ønsker at spise i Torshavn på en fredag aften er det vigtigt at booke bord i forvejen. Derfor vil jeg kun anbefale Færøernes eneste sushirestaurant som vi besøgte om søndagen. Den hedder Etika, og serverer virkelig lækker sushi med meget frisk fisk.
Mikkeler har en lille bar i byen. Stemningen her er skøn og som du måske allerede ved er Mikkelers øl rigtig gode - også dem de har produceret i samarbejde med det færøske bryggeri.
Mikkeler baren ligger i forbindelse med de tre restauranter Barbara, Ræst og áarstova. Alle steder som er på min liste til næste besøg.
Har du læst med hele vejen hertil? Jeg håber du mærker eventyrlysten til at opleve de fine Færøerne. Færingerne tager tingene som de kommer. De ved at uanset hvor meget vi prøver så er det Moder Natur, der styrer og tilretter livet på øerne. Det giver så meget mening at mærke denne kraft. Jeg håber også du kommer afsted og får et fantastisk eventyr.